Historien om Støtteforeningen for Svanevig Hospice

Vi overlader fortællingen om, hvordan Støtteforeningen for Svanevig Hospice blev oprettet til en af grundlæggerne, Karen Melchior:

Støtteforeningen til oprettelse af Hospice på Lolland Falster.

Ja, det var titlen man arbejdede med for 26 år siden – i år 2000!

De første tanker om et hospice Lolland eller Falster opstod hos en af mine gode venner Johannes Andersen, som var forstander på Sønderskovhjemmet. Et optagelseshjem på Østlolland for mænd, der er kommet skævt ind på livet.
Johannes Larsen var et levende og aktivt menneske, som udover sit forstanderjob interesserede sig levende for samfundet som helhed, var meget aktiv i menighedsrådsarbejde i Toreby Sogn og i byrådsarbejde i Nykøbing Kommune.
Som man ofte ser, er det hos i forvejen travle og aktive mennesker der fostres nye ideer.

Johannes og en mindre gruppe af lige så aktive mennesker havde arbejdet på sagen med at få et hospice til Lolland eller Falster i et par år, før jeg blev opfordret til at være med i den lille bestyrelse. Det skete ved den første generalforsamling i 2002.

Jeg er sygeplejerske og har det meste af mine 50 år som aktiv arbejdet i lederjob på plejehjem og desuden flere år i hjemmeplejen. Det syntes arbejdsgruppen ville være god viden at få med i bestyrelsen.

Gennem mit fagblad, Sygeplejersken, havde jeg med stor interesse fulgt med udviklingen i fra London. Om Dame Cicely Saunders etablering af St. Christopher’s Hospice i 1967 og om hendes filosofi bag.
Det var virkelig utrolig spændende tanker, for ofte havde jeg jo stået i situationer i mit arbejde, hvor jeg har tænkt: ”Det her må kunne gøres bedre!”    

Interessant og spændende var det også at følge med i opbygningen af hospice på Skt. Lukasstiftelsen i Hellerup i 1980’erne.
Her besluttede man at gå nye veje, da Københavns kommune havde opsagt overenskomsten med det, der den gang var et privat hospital. Kommunen havde fået øget kapacitet med de nye store hospitaler, der var bygget, så der var ikke længere behov for de pladser Skt. Lukas kunne tilbyde.
Med Sct. Christopher’s Hospice og Cicely Saunders som forbillede indrettede Skt. Lukas i stedet Danmarks første hospice, som blev indviet i 1990.

Det satte gang i en udvikling, og i løbet af 1990’erne blev der opført to-tre andre hospicer forskellige steder i landet. Hospice Forum Danmark eksisterede allerede som landsdækkende paraplyorganisation, og derfra og fra de nye hospicer fik vi meget inspiration.
Jeg mindes ikke at der var den store hjælp og støtte fra politikere, hverken kommunale, fra amter eller fra Christiansborg, men man må huske, at ordet ”Hospice” stadig var et ret ukendt og uforståeligt begreb for de fleste mennesker, også politikere.

Ja, navne og begreber som ”hospice” og ”palliation” var virkelig ukendte, og derfor gik meget af vores arbejde i bestyrelsen med at gøre det kendt.
Vi fik lavet informationsfoldere, som vi kørte ud med på Lolland, Falster og Sydsjælland til lægehuse, apoteker, kirker, biblioteker, borgerservice, præstekontorer, ja alle relevante steder, hvor folk, der kunne have behov for informationen havde deres gang.
Den tur rundt kørte vi jævnligt for at fylde op på hylderne. 
Vi fik også arrangeret møder rundt på Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland, hvor vi fortalte om vores tanker og ideer, og om erfaringer andre steder fra.

Det drejede sig naturligvis også om at få medlemmer til støtteforeningen. Jeg mener, vi var 29 medlemmer da jeg startede, og antallet voksede meget langsomt!

Filosofien for støtteforeningen var dengang som nu: At være med til at skabe rammer, der giver de bedste muligheder for livskvalitet, selvværd og en værdig død. At yde en palliativ indsats som omsorg, pleje, smertelindring og sjælesorg til uhelbredelige syge mennesker, hvor al anden behandling er opgivet.

Vi mødte de samme spørgsmål, som bliver stillet i dag: Hvor længe må man være på hospice? Hvad koster det? Kan man komme hjem, hvis man får det bedre? Osv.
Sideløbende med informationsarbejdet arbejdede vi også med ansøgninger til det offentlige, og naturligvis også med hvor hospice skulle bygges.

Det var vigtigt at sikre at økonomien var i orden, og mange penge skulle der til. Både til opbygning og drift.
Og hvor var det mest hensigtsmæssigt at placere det? Skulle der bygges nyt? Skulle det ligge i nærheden af et sygehus? Kunne det indrettes på et af de nedlagte sygehuse?
I de år omkring 2002-2003 blev sygehusene i Maribo og Nakskov nedlagt, da amtet ønskede at samle alle funktioner på Nykøbing F. Sygehus, så det var – måske – nogle oplagte valg? Vi havde også SID skolen i Sundby til overvejelse, der hvor nu ”Guldbosund Friplejehjem,” er etableret, men på det tidspunkt var en rig islænding inde i billedet, så det blev hurtigt opgivet.

Endelig blev vi af Lolland Kommune tilbudt 2. sal på Maribo Sygehus.
Det kunne være interessant, tænkte vi. Vi undersøgte de praktiske muligheder, og der skulle naturligvis bygges meget om.
Før vi fik tænkt færdigt, havde man bestemt den etage til andet formål, så nu blev vi tilbudt tagetagen. Her skulle der imidlertid bruges endnu flere penge, før den var brugbar. Som jeg husker det, skulle hele tagkonstruktionen hæves!

Vi stod altså igen på bar bund!

Men så så tilbød Lolland Kommune os en grund i Bandholm!
Ja, det var jo langt ude, syntes vi, men vi tog ud at bese den, og vi syntes alle, at den havde en pragtfuld beliggenhed.
Men hvad med nærheden til sygehus? Efter lidt snak blev vi enige om, at hvad skulle vi egentlig med et sygehus tæt på? Her kunne vi bygge fra grunden af, hvad vi selvfølgelig allerhelst ville, og plejen af de af patienterne skulle det dygtige personale jo under alle omstændigheder tage sig af.
Så vi slog til! Og det var efter mange års famlen en milepæl og en rigtig stor dag.

Sideløbende med alle disse tiltag var vi trods besværlighederne nået til, at vi fandt det på tide, at en bestyrelse af hospice blev nedsat til varetagelse af kommende store opgaver vedrørende selve byggeprojektet.
Der skulle tages mange beslutninger: Hvilket arkitektfirma skulle vælges, hvordan skulle indretningen være, hvad med ansættelser og hvilke personalegrupper skulle der ansættes og meget, meget mere.
Nogle fra Støtteforeningens bestyrelse gik ind i bestyrelsen, og personer udefra blev håndplukket. En hospicechefstilling blev også opslået og besat. Det blev den nuværende hospicechef Birgitte Bülow. Sammen med bestyrelsen skulle hun være med i hele byggeprocessen, og opbygningen af hospice som helhed, ansættelser mm. Og hende har vi jo som nævnt endnu, og det har været godt!

I Støtteforeningens bestyrelse var der under hele forløbet udskiftninger.
Johannes Andersen og andre valgte at stoppe, og formandsposten blev overtaget af en ny, som imidlertid forlod egnen efter ret kort tid, så på et tidspunkt sad vi to mennesker tilbage.
Vi enedes om inden for en uge at finde hver sin kompetente person, som kunne indtræde i bestyrelsen, og det lykkedes, de sagde ja!

Det var Hjørdis Høegh Andersen og Inger Vibeke Svanekier, som blev hhv. formand og næstformand.
De har begge i mange år gjort et fantastisk arbejde i Støtteforeningen.
De brugte deres netværk, erfaringer og kompetencer til bl.a. at starte nye tiltag såsom deltagelse på markeder rundt i området, arrangerede aftener med foredrag eller underholdning af forskellig art, og de fortsat opbygningen af en støtteforening, så den blev en af landets største.
De var et par rigtig dygtige mennesker, som var gode for både støtteforeningen og for Svanevig Hospice.

Gennem mine 10 år i bestyrelsen var flere forskellige med i arbejdet i kortere eller længere tid. Dygtige mennesker, som bidrog med deres faglige kompetencer, erfaringer, visioner og store interesse for sagen, og som på hver deres måde gav inspiration til en fælles inspiration.

En stor og festlig dag havde vi, da vi nåede så langt, at første spadestik til hospice blev taget den 18. februar 2009.
Det var en kold dag med frost i jorden, så håndværkerne havde aftenen før lagt et par sække ud til isolering af jorden, så en spade kunne stikkes ned.
Det var naturligvis initiativtager Johannes Andersen, der fik æren af den handling. Det var han rørt, glad og stolt over.

Den store sten ved indkørslen til Svanevig Hospice blev skænket en af vores trofaste støttemedlemmer Kirsten Marqvorsen, som til sin runde fødselsdag i 2009 ønskede sig penge til hospice, og bestyrelsen besluttede, at gaven skulle bruges til netop en sådan markering.
Igen en mærkedag!

Det var lidt af Svanevig Hospice tidlige historie, som jeg husker den.

Svanevig Hospice har stadig en stor plads i mit hjerte, og derfor glæder jeg mig altid over de jævnlige nyhedsbreve og til hvert år at høre nyt ved generalforsamlingen.

Jeg kan sige, at når jeg nu efterfølgende sidder og læser den nye publikation fra Svanevig Hospice fra 2025: ”Fokus på fremtidens muligheder”, bliver jeg virkelig overvældet!
Man er nået langt over, hvad jeg og måske vi alle overhovedet kunne drømme om dengang for 26 år siden!

Karen Melchior Jensen,

Medlem af  støtteforeningens bestyrelse 2002 – 2012.